Generationsskiftet er på plads på den økologiske bedrift syd for Skærbæk. Onsdag den 22. juni er der bedriftsbesøg hos Mikkel og Peder Wulff Jacobsen.
Det bliver et arrangement med fokus på netop generationsskiftet – men også slæt-strategi, avlsarbejdet samt ESG.
Lidt syd for Skærbæk tæt ved landsbyen Døstrup ligger Stubkærgaard.
Det er her på Genforeningsvej 21, at Sønderjysk Landboforening, Syddansk Kvæg og Vikingdanmark sammen med indehaverne af den økologiske bedrift inviterer til bedriftsbesøg. Det sker onsdag den 22. juni klokken 19.00 med gratis adgang.
I/S Stubkærgaard drives af Peder Wulff Jacobsen og sønnen Mikkel. Et glidende generationsskifte er på plads med driftsøkonomikonsulent Thejs Hjort Christiansen fra SLF som den faglige rådgiver.
I/S Stubkærgaard drives med 310 økologiske køer samt 370 hektar jord. Ud over far og søn er der to rumænske medarbejdere på bedriften. Mens Peder og Mikkel mest tager sig af arbejdet ude i marken, så har det rumænske par deres opgaver i stalden.
Peder Wulff Jacobsen begyndte at arbejde sammen med sin far, Christian, i 1988, som på det tidspunkt satte gang i opførelse af ny stald på Genforeningsvej. 46 køer var der dengang i stalden på ejendommen i Bygaden, hvor 88-årige Christian Jacobsen stadig bor. Trods sin høje alder hjælper han fortsat til med pasning af kvierne.
I 1991 går Peder og faderen sammen i et I/S. Mens faderen har fastholdt sin bopæl på Bygaden har Peder og Irene boet i stuehuset på Genforeningsvej. Gennem alle årene har Irene været en uundværlig blæksprutte i bedriften, alt imens hun også i perioder har haft arbejde ved siden af.
Omlagde til økologi i 1998
Fra 1998 blev der sat gang i omlægningen til økologi, og med virkning fra den 1. januar 2022 er den fremtidige drift af I/S Stubkærgaard på plads med sønnen Mikkel som den næste ejer.
Mikkel Jacobsen er uddannet på dels Riber Kærgård og siden Dalum Landbrugsskole, hvor han bestod sin eksamen som agrarøkonom. Det var også i det fynske, han mødte sin kæreste, som også er uddannet landmand – men nu er i gang med en revisoruddannelse. Parret har et barn og endnu et på vej.
Ved bedriftsbesøget vil Peder Wulff Jacobsen fortælle om udviklingen på bedriften, mens Mikkel Jacobsen vil komme ind på blandt andet generationsskiftet samt sine planer for fremtiden.
Programmet for bedriftsbesøget vil desuden indeholde punkter som fodring og slæt-strategi, og også ESG vil være på dagsordenen. ESG-rapporten for I/S Stubkærgaad vil driftsøkonomikonsulent Holger Mikkelsen fra SLF fortælle om.
Økologikonsulent Aase Holmgaard fra Syddansk Økologi har gennem mange års rådgiverarbejder et indgående kendskab til bedriften – og vil blandt andet fortælle om effektiv og skarp græsmarksstyring.
VikingDanmark sponsorerer pølser samt øl og vand.