SYDDANSK KVÆG BYDER VELKOMMEN TIL NY LEDER

34-årige Camilla Louise Bak, er pr. 1. oktober tiltrådt som ny chefkonsulent for Syddansk Kvæg. Camilla afløser tidligere chefkonsulent Søren Greve Olesen.

Camilla Louise Bak Syddansk Kvæg (9)_lille2

Med et team på 11 kvægbrugskonsulenter står Camille Louise Bak i spidsen for et af Danmarks største kvægbrugskontorer. Og netop et stort hold af fagligt dygtige folk fremhæver Camilla Louise Bak som en af Syddansk Kvægs forcer. Camilla forklarer: – Jeg tror på, at vi med vores størrelse har en fordel, som sikrer den mest økonomieffektive rådgivning. Og som samtidig giver et højt fagligt niveau med intern sparring og plads til specialister. Syddansk Kvæg kan gøre en forskel på landmandens bundlinje.

Har selv malket og muget
Det kommer måske bag på nogen, at Camilla faktisk har det praktiske arbejde med køer helt inde på rygraden. – Jeg er først uddannet på Gråsten Landbrugsskole, hvorefter jeg i to år malkede køer i New Zealand. Via det dagligt arbejde på farmen med 3.500 malkekøer, lærte jeg virkelig noget om både køer og arbejdet i et stort team, fortæller Camilla Louise Bak smilende.

Det faglige grundlag har den alsidige kvægbrugskonsulent hentet fra en driftslederuddannelse fra Vejlby Landbrugsskole og senere som agronom fra Landbohøjskolen i København med speciale i afgræsning.

Kærlighed til køer
Kærligheden til køer, som næsten er blevet Syddansk Kvægs motto, forsætter med Camilla Louise Bak ved roret. Camilla siger: – Vi er stadig vilde med køer og rådgivningen fra Syddansk Kvæg vil forsat være lige så skarp og med samme høje faglighed som hidtil. Mælkeproducenterne er i en økonomisk presset tid med lav mælkepris. Det betyder, at de nødvendige ressourcer skal bruges rigtigt – både hos landmand og på kvægbrugskontoret. Camilla fortsætter:

– Rådgivning handler også om god kemi. Vores kontor rummer 11 konsulenter og det gør det lettere for landmanden, at finde lige netop den konsulent, som han har god kemi med og som har netop den faglige vinkling som skal bruges på hans bedrift.

Privat er Camille Louise Bak bosat på et landbrug på Als med kæreste og 3 børn. For Camilla er stillingen som chefkonsulent et drømmejob: – Jeg er stadig helt blæst omkuld. Jeg brænder for køer og for god kvægbrugsrådgivning. Det er simpelthen et drømmejob, smiler Camilla og slutter:

– Jeg vil arbejde for, at ansatte og landmænd i Syddansk Kvæg fortsat er blandt de bedste i Danmark. Syddansk Kvæg har allerede et bredt og specialiseret team og vi arbejder med sønderjyske mælkeproducenter, som er dygtige og gode til at omstille sig og tilpasse sig udviklingen.